Månen stod højt på den stjerneklare himmel, og rundt i skovens rolige mørke, kunne man høre lydene af løbende fodtrin og fnisende stemmer, som alle løb mod lysningen ved søen. Det var første søndag i advent, og skovnisserne ventede i spænding på at Fader Jul skulle ankomme til Silkeborg.
Ahorn, Mejse og Kogle skulle møde Fader Jul for første gang, og kunne slet ikke stå stille af bare spænding, da de nåede frem til lysningen. “Mor siger, at Fader Juls rensdyr er mægtig glade for at spise her i skoven” sagde Ahorn. “Ja, og min far siger, at rensdyrene bliver særligt stærke, når de besøger Silkeborg i løbet af julen. At vores skov har den helt rigtige og særlige julemagi, som får rensdyrene til at flyve jorden rundt Juleaften.” sagde Mejse, imens hun kiggede spændt rundt på de andre skovnisser. “Hvordan mon han ser ud?” tænkte Kogle for sig selv. Vel havde han hørt om Fader Jul mange gange, men skovnisser har ingen billeder hængende på væggene i deres moshuler og træhytter, så Kogle havde kun kunnet forestille sig hvordan Fader Jul ser ud, når hans forældre og ældre søskende havde fortalt om ham.
Den store ugle kom flyvende og satte sig på den tykkeste gren på det største træ i lysningen. “U-hu..” sagde den “Vær klar alle skovnisser! For nu-hu ankommer Fader Jul – eventyrernes konge!” og ganske rigtigt hørtes lyden af otte store prustende rensdyr og lyden af tunge rolige skridt, som Fader Jul trådte frem fra træerne. Fader Jul kiggede ud over sin skovnisseskare, klædt i sin grønne dragt, som er helt særlig for Silkeborg. “Hvorfor er Fader Juls dragt grøn når han besøger os, men rød, når han besøger andre” spurgte Mejse sin mor hviskende. “Det skovens magi, som får dragten til at skifte farve. Lige fra første gang Fader Jul besøgte Silkeborg og mærkede hvordan skoven og søen besad en helt særlig julemagi, begyndte hans dragt langsomt at skifte farve til grøn.” svarede moren stille, imens hun aede Mejses krøllede hår.
I en stund, som føltes meget lang, var der ikke en lyd. Hverken bladene eller søen rislede. Hverken dyr eller skovnisser sagde noget. Alle ventede i spænding på at Fader Jul skulle sige noget. Efter at have betragtet alle ansigter på sine skovnisser – hver og en - udbrød Fader Jul “Ho ho ho!”. Skovnisserne jublede og dansede, nu var julen endelig begyndt. Nogle nisser løb straks hen til rensdyrene med mad og vand. Andre stimlede sammen om kanen og pudsede og pyntede, så kanen blev fin og flot. De tre små nisser Ahorn, Mejse og Kogle vidste ikke hvad de skulle give sig til, så de holdt sig tæt sammen og kiggede rundt på virvaret. Pludselig hørte de en mild og dyb stemme kalde “Ahorn, Mejse, Kogle – hvor er mine små skovnisser?”. Fader Jul kiggede på dem med glade øjne - månen fik det lange hvide skæg til at lyse og skinne. De tre venner skyndte sig hen til Fader Jul, og var lige ved at falde over hinanden da de nåede frem. “Ho ho ho – sikke nogle ivrige små skovnisser” grinte Fader Jul. “Jeg har en helt særlig opgave til jer..” sagde han og tog en lille lærredspose op af lommen. Posen rakte han til Ahorn, Mejse fik en smuk sten og Kogle fik en seddel. “I skal gå hen til Silkeborg Hovedgård. Bag hovedbygningen vil I finde nogle kasser jeg skal have med mig hjem til mit værksted. Det er meget vigtigt at I får det hele med. For at få det med skal I holde posen åben, imens stenen gnides varm og ordene på papiret bliver sagt. Kan I klare det?”. ”Selvfølgelig Fader Jul!” sagde nisserne i kor, “Øhm, hvad er der i kasserne?” spurgte Kogle forsigtigt. “I kasserne er det helt specielle papir, som jeg skal bruge til at pakke børnenes pakker ind med. Lige siden 1844 har jeg fået mit julepapir her fra Silkeborg, da jeg havde en helt særlig aftale med byens grundlægger Michael Drewsen, og hvert år bliver der stillet kasser ud ved Silkeborg Hovedgård hver gang jeg besøger byen i løbet af december.”. “Nøj hvor spændende!” udbrød Ahorn, og så løb nisserne afsted.
Da de nåede frem til Hovedgården, listede de forsigtigt om bag hovedbygningen. Det var midt om natten, og hele byen sov, men skovnisser er meget generte, og ville ikke opdages. Da de nåede om til kasserne var nisserne lige ved at tabe både næse og mund. Der var stables massevis af kasser ovenpå hinanden og de strakte sig langt over hovederne på nisserne. Hvordan skulle de nogensinde få alt det fragtet tilbage til Fader Jul? I ren forbavselse havde nisserne næsten glemt hvad Fader Jul havde fortalt dem, og efter at have gået rundt om kasserne et par gange og kløet sig i huerne, kom Mejse pludselig i tanke om stenen i sin lomme.
Ahorn, Mejse og Kogle stillede sig op på en række. Ahorn stod klar med posen, og holdt den helt åben ud i strakte arme. Mejse gned og trillede ivrigt med stenen, så den lige så stille blev varm i hænderne på hende. Kogle rømmede sig, og sagde så de magiske trylleord.
Ordene kan jeg ikke fortælle her, da det er hemmelig nissemagi...
Kasserne lyste et øjeblik op, og puf! Så forsvandt de. Ahorn kunne mærke at posen blev lidt tungere, så han skyndte sig at slå en knude på den. Nisserne jublede over at have udført deres første opgave for Fader Jul, og så skyndte de sig at løbe tilbage til skoven.
Tilbage i skoven lød en stille sang blandt skovnisserne. De stod alle samlet i lysningen og sang julen ind. Ahorn, Mejse og Kogle skyndte sig hen til kanen og lagde posen deri, og så gik de hen til de andre skovnisser og sang med. Fader Jul stod med lukkede øjne og tænkte “Nu er julen sandelig kommet til Silkeborg!”.